Gå til indhold

Konservativ Ungdom

Vi er Konservativ Ungdom - et ungdomsparti, der kæmper for et friere, tryggere og mere retfærdigt samfund, hvor vi tager hånd om de svageste, uden at det knækker de stærkeste..

Vi mener, at alle borgere skal have lov til at beholde flere af deres egne hårdt tjente penge. Når man står op hver morgen og går på arbejde, yder til samfundet og gør en forskel, skal man ikke betale over halvdelen i skat. Vi mener, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det gælder for alle aldersgrupper - derfor skal skatten sænkes for alle danskere, og helt fjernes for unge under 18 år. 

Vi tror på retfærdighed, og vi står altid på offerets side. Derfor ønsker vi hårdere straffe. Når der er blevet begået en forbrydelse, skal straffen være hårdere, end den er i dag - man skal nemlig ikke gå utryg rundt, og være bange for at møde sin overfaldsmand. Tryghed er en forudsætning for, at vi kan færdes frit.

At være konservativ betyder, at vi har respekt for det samfund som generationerne før os har skabt, og at vi ønsker at videreføre det til de næste generationer. Vi ønsker at værne om vores kultur, så de traditioner vi kender og er vokset op med også bevares i fremtiden. Vi tror på, at traditioner er med til at skabe det Danmark, vi alle kender og holder af.

Men at give samfundet videre til den næste generation handler ikke kun om kultur og traditioner. Det handler også om klima. Vi ønsker at give kloden videre i bedre stand, end vi selv har modtaget den. Derfor arbejder vi for atomkraft i Danmark og for at indføre en ensartet CO2-afgift på al udledning, ligesom vi skal sikre, at danske virksomheder skaber de grønne løsninger, der sørger for, at Danmark går forrest i den grønne omstilling.

Vi skal ændre vores skolesystem. I dag er den danske folkeskole indrettet til at undervise alle på ét niveau. Det vil vi gerne ændre. Vi vil indføre niveauinddelt undervisning, så alle elever kan blive undervist på netop det niveau, de befinder sig på. Det sikrer udfordring og udvikling for alle elever - både dem, der har det svært med skolen og dem, som er fagligt stærke.

Vi tror også på, at forudsætningen for, at vi kan leve i et frit og fredeligt samfund, er et stærkt militær - særligt i en tid, hvor der er krig i Europa. Vi skal støtte Ukraine alt, hvad vi kan både for deres og for vores skyld.

Sidst men ikke mindst mener vi, at der skal være plads til at være ambitiøs. Staten skal ikke ødelægge viljen og lysten til at vise, hvad vi hver især er gode til.