Gå til indhold

Hårdere straffe for vold

Dem, der skader andre mennesker, skal have hårdere domme. For straf skal sikre retfærdighed for ofrene

Når man udsætter andre mennesker for vold, risikerer man, at de får alvorlige psykiske eller fysiske skader, der kan påvirke dem resten af livet. Det er en voldsom konsekvens for offeret. Den konsekvens skal straffen afspejle. Derfor skal de personer, der begår vold mod andre, straffes langt hårdere end i dag.

Straf virker forebyggende. Jo længere straf man risikerer, jo mindre tilbøjelig vil man være til at begå en forbrydelse. Hårde straffe sender et klart signal til kriminelle og til dem, der overvejer at gøre noget kriminelt – nemlig at samfundet ikke finder sig i vold.

Hvis vi ikke sætter hårdt ind mod vold, går det også ud over ofrene og de pårørende. Det kan ikke være rigtigt, at man risikerer at møde sin overfaldsmand eller -kvinde på gaden blot 3 uger efter en dom. Det er urimeligt, og det krænker retsfølelsen. Offerets tryghed skal vægte langt højere end hensynet til gerningsmanden. Derfor skal vi have hårdere straffe for vold.

På den anden side
I de fleste tilfælde er en voldsmand i sine følelsers vold. Han eller hun tænker ikke på risikoen for at ende i fængsel. Man kan ikke straffe sig ud af kriminalitet. Tværtimod er risikoen for tilbagefald til kriminalitet og fængsel større, jo hårdere man straffer.