Gå til indhold

Rød-Grøn Ungdom

Alle mennesker fortjener at leve gode, frie og trygge liv – uanset, hvor vi kommer fra, eller hvor mange penge, vi har på kontoen. Vi kæmper for, at vi alle kan trække ren luft ned i lungerne, drikke rent vand fra vandhanen, have et sted at kalde hjem, få god behandling når vi bliver syge og få uddannelse og jobs, der gør os glade og skaber mening. 

Den frihed er mulig. Men i dag er den begrænset. I årevis har højrefløjen prioriteret de rigeste og ladet os andre i stikken. Med velfærdsforringelser, topskattelettelser og en perlerække af andre skæve prioriteringer er de rigeste danskere blevet endnu rigere på vores andres bekostning. Vi andre har fået længere skoledage, dårligere behandling på sygehusene, lavere SU, dyrere boliger og en større klimakrise. Politikerne har svigtet. Enhedslisten vil en helt anden vej – vi står på almindelige menneskers side. Vi vil træffe politiske valg for det store flertals bedste. Vi vil prioritere fællesskabet.

Fællesskabet giver nemlig frihed for de mange. Vi kæmper for et fællesskab, hvor vi alle har lige muligheder for at udfolde vores potentialer og livsønsker uanset vores køn, seksualitet, handicap, etnicitet eller religion. For vi er forskellige – og det er godt! Når forskellighed bruges til at opdele os i rigtige og forkerte, os og dem, taber vi alle. I Enhedslisten kæmper vi imod splittelsen og for et samfund, hvor vi alle har en plads i fællesskabet. Hvor vi kan leve vores bedste liv på en klode, der kan holde til os.

Vi står midt i en klimakrise, som bliver mere og mere intens og alvorlig for hvert år, der går. Vores politikere står ved en skillevej: Vil de lade de få, der bliver ultrarige på klimakrisen fortsætte deres rovdrift på vores fælles hjem, eller vil de tage ansvar for de manges fremtid og bruge klimakrisen som afsæt til at skabe et bæredygtigt samfund med grønne og sikre jobs, ren luft og rent drikkevand, mere fritid for almindelige mennesker og et landbrug, der sætter mennesker og miljø først? Vi ved godt, hvilken vej, vi vil gå. Vi vil investere i vores alle sammens ret til en bæredygtig fremtid – i vores ret til gode, trygge og frie liv.

Det er vores mål. På vej derhen vil vi have kortere skoledage og arbejdsuger, gratis fritidsaktiviteter, færre karakterer, højere SU og lærlingeløn, billige boliger, god og gratis offentlig transport, korte ventelister i hele sundhedsvæsenet, nemmere adgang til statsborgerskab og meget, meget mere, som gavner vores fællesskab. 


Enhedslisten har din ryg!