Gå til indhold

Indfør værnepligt for alle

Ligestilling skal gælde på alle områder. Kvinder og mænd skal også være ligestillet i Forsvaret.

I Forsvaret har kvinder og mænd helt forskellige vilkår. Mænd har værnepligt. De skal uddanne sig til soldat, hvis de bliver erklæret egnet, og der er brug for dem i Forsvaret. For kvinder er det frivilligt, om de vil uddanne sig til soldater, hvis de bliver erklæret egnet. Hvis en kvinde fortryder, kan hun afbryde uddannelsen undervejs. Det kan en mand ikke. Mænd er bundet af deres aftale med Forsvaret.       

Verden er ikke blevet mere fredelig i de senere år, hvor konflikter har krævet dansk deltagelse i forskellige fredsbevarende missioner. Vores forsvar og sikkerhed er et fælles ansvar for alle uanset køn og baggrund. Kvinder kan blive lige så gode soldater som mænd, og de kan gennemføre uddannelsen til soldat på lige fod med mænd. Derfor skal de også påtage sig pligten.

Det er ikke rimeligt, at det udelukkende er mænd, der skal have denne pligt alene på grund af deres køn. 

Forsvaret skal følge med samfundsudviklingen og sikre ligestilling mellem kønnene. Derfor skal der indføres værnepligt for alle.

På den anden side
I stedet for at indføre værnepligt for kvinder, skal Forsvaret udstyre de mange kvinder, der melder sig frivilligt, med tøj og materiel, der passer til kvinder. Ikke som i dag, hvor det meste er designet til mænd. Værnepligt for kvinder er ikke at indføre ligestilling, men at tilpasse en ramme, der er skabt til mænd.