Gå til indhold

Indfør tolærerordning i folkeskolen

En klassekammerat har brug for ekstra hjælp i timen, mens andre er langt foran i pensum. To lærere i dansk- og matematiktimerne kan være den bedste løsning for begge grupper.

I folkeskolen er elever forskellige. De lærer forskelligt, og deres faglige niveau er forskelligt. Derfor har de forskellige behov i timerne. Nogle elever lærer meget hurtigt, mens andre har brug for en grundigere forklaring. Nogle elever trives godt med projektarbejde, mens andre elever har brug for en mere fast struktur i undervisningen.

En ekstra lærer i klassen betyder, at der er bedre tid til alle elever i timerne. Eleverne kan nemmere og hurtigere komme i kontakt med en lærer og få den hjælp, de har brug for. Undervisningen kan bedre blive tilpasset den enkelte elevs faglige niveau og sikre, at alle elever oplever udfordringer. En ekstra lærer i klassen giver også mere ro og struktur. Det kan gøre eleverne mere trygge og skabe bedre trivsel. Med to voksne i klassen er der også mulighed for at lave andre aktiviteter og få mere variation i timerne.

Undervisningen skal tage hensyn til, at elever er forskellige og har forskellige behov. I en skoleklasse kan det være svært for én lærer at udfordre og hjælpe alle elever på en gang. Derfor bør der være to lærere til stede i en klasse i dansk- og matematiktimerne.

På den anden side
Nogle skoler bruger allerede tolærerordningen i forskellige fag og på forskellige klassetrin. Hvis det bliver normen at have to lærere i dansk og matematik på alle klassetrin, bliver pengene ikke brugt mest effektivt. Måske kan man opnå bedre resultater for de samme penge ved at give eleverne flere timer i dansk og matematik? Det kan skolerne bedst selv vurdere.