Gå til indhold

Giv unge gratis kulturpas

Alle unge skal have et gratis kulturpas efter grundskolen, så de selv kan vælge, hvilke kulturtilbud de vil bruge. Det vil øge følelsen af fællesskab.

Med et gratis kulturpas vil alle unge få mulighed for at opdage vores fælles danske kultur. De kan gå i teateret, i biografen, på museum. De kan gå til koncert, melde sig ind i en forening eller se en fodboldkamp. De vælger selv. Ingen bliver udelukket fra at deltage i kulturlivet. Det styrker fællesskabet.

For i kulturlivet møder man andre med samme interesser som en selv, som man ellers ikke ville møde. Man kan måske få nye venner, få et nyt syn på sin egen tilværelse eller få øje på noget nyt i det område, man bor i.

Kulturpasset vil få flere unge med i samfundet, øge deres fornemmelse af at høre til. Det vil gøre, at flere unge får en tilknytning til kulturlivet. Og når kulturpasset udløber, kan det være, at de bliver ved med at bruge kulturens mange tilbud. Det styrker de unge, og det styrker kulturlivet ved at øge indtjeningen. Begge dele er der brug for – især efter corona.

På den anden side
Hvis vi giver unge gratis kulturpas, er det staten eller kommunerne, der skal betale det. Det bliver dyrt og kan gøre, at samfundet skal spare andre steder. Det kan f.eks. være på uddannelse, sundhed eller børnepasning. Det er en forkert politisk prioritering.