Gå til indhold

Giv 17-årige ret til at køre bil alene

Unge skal have mulighed for at kunne komme i skole og til sociale aktiviteter, uanset hvor de bor, og hvor ofte bussen kører. Lad dem køre i egen bil.

Uden for byerne kører busser og tog flere steder meget sjældent og nogle steder aldrig. Det kan gøre det svært for unge at passe skole, job, venner og fritidsaktiviteter. Derfor skal 17-årige have lov til at køre bil uden en voksen ledsager.

Som reglerne er i dag, må en 17-årig med kørekort kun køre en bil, hvis der sidder en erfaren bilist på passagersædet. Det betyder, at man som 17-årig ikke kan køre alene i skole, på arbejde, til fodboldtræning eller ud at købe ind. Selvom man har egen bil og eget kørekort.

Det påvirker de unges livskvalitet, at de går glip af sociale arrangementer og ikke kan dyrke fritidsaktiviteter. Men det kan også påvirke de unges mulighed for at få den uddannelse, de gerne vil have. For statistikken viser, at der er stor forskel på unges valg af uddannelse, alt efter om de bor i byen eller på landet.

Når nu den offentlige transport er så ringe i mange landområder, skal det gøres lettere for 17-årige bilister at transportere sig rundt. De skal have lov til at køre bil alene. Ellers ødelægger vi deres sociale liv og deres muligheder for at passe skole, job og fritidsaktiviteter.

På den anden side
Vi skal ikke have flere biler på vejene. Vi skal i stedet arbejde for at styrke den offentlige transport, og for at flere personer kører i samme bil. Det er billigere for den enkelte, bedre for klimaet og for sikkerheden i trafikken. For unge er ofte usikre trafikanter, der overvurderer egne evner.