Gå til indhold

Om Skolevalg

Skolevalg er et 3 uger langt undervisningsforløb tilrettelagt som et folketingsvalg for elever i 8., 9. og 10. klasse.

Skolevalg finder sted hvert andet år og bliver arrangeret af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

3 intense uger i januar

Skolevalg 2026 bliver udskrevet søndag den 11. januar 2026. Dermed begynder det 3 uger lange undervisningsforløb, hvor eleverne arbejder med politiske mærkesager og øver sig i at argumentere, og hvor de kan deltage i debatter med ungdomspartierne.

På valgdagen, torsdag den 29. januar 2026, bliver der udleveret valgkort og stemmesedler, og eleverne sætter kryds ved det parti, de selv mener, de er mest enige med. Det hele slutter med en valgfest på Christiansborg, hvor det endelige valgresultat bliver offentliggjort. Valgfesten bliver sendt live på Folketingets tv.

Alle kan være med

Alle skoler med 8., 9. og 10. klasse kan være med i Skolevalg. Det er gratis at deltage.

Undervisningsforløbet er udviklet i overensstemmelse med »Fælles Mål« i samfundsfag og kan tænkes tværfagligt med dansk.

Demokratisk engagement

Det overordnede formål med Skolevalg er at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati. Skolevalg giver eleverne erfaring med, hvad det vil sige at danne sig en politisk holdning, og de får erfaring med at argumentere for deres holdninger.

Fakta om Skolevalg

  • Skolevalg er et gratis undervisningstilbud til elever på 8., 9. og 10. klassetrin tilrettelagt som et folketingsvalg. Det forløber over 3 uger i januar og er på 3 moduler af 6 lektioner i alt.

  • I Skolevalgs undervisningsforløb arbejder eleverne med politiske mærkesager og øver sig i at argumentere, og de kan deltage i debatter med ungdomspartierne. Til slut sætter eleverne deres kryds på en stemmeseddel ud for det parti, de er mest enige med.

  • Undervisningsmaterialet er udviklet i overensstemmelse med Fælles Mål i samfundsfag og kan indgå tværfagligt med undervisningen i dansk.

  • De politiske mærkesager er omdrejningspunkt for hvert Skolevalg. Mærkesagerne udgør afsættet for skolernes undervisning, og de rammesætter skolernes debatter med ungdomspartierne.

  • Mærkesagerne er en del af det undervisningsmateriale, som er tilgængeligt på skolevalg.dk. Hver mærkesag præsenteres med argumenterende tekster for og imod sagen på 1.000 tegn, faktaoplysninger, henvisninger til ’Læs mere’ og med en kort video på ca. 1 min., hvor en talsperson argumenterer for mærkesagen ud fra en mere personlig vinkel.

  • Til hvert Skolevalg kan eleverne vælge mellem 20-24 politiske mærkesager. I Skolevalgs første uge vælger eleverne hver 3 mærkesager, som de arbejder med i undervisningen. I Skolevalgs anden uge øver eleverne sig i at argumentere for og imod deres valgte mærkesager uden at vide, hvilke partier mærkesagerne er koblet til. Det går ud på, at de først skal danne sig deres egen mening om de mærkesager, de vælger. Og dernæst finde ud af, at det rent faktisk er en mærkesag, som et politisk parti står bag. Det sker i Skolevalgs tredje og sidste uge, hvor partierne tager stilling til og vælger deres mærkesager på skolevalg.dk, og hvor skolerne afholder debatter med ungdomspartierne landet over.

  • Skolevalg 2026 udskrives søndag den 11. januar. Valgdagen er den 29. januar. Der deltager sædvanligvis omkring 70.000 elever fra skoler i hele Danmark i Skolevalg.

  • Skoler kan tilmelde deres klasser til Skolevalg 2026 fra april og frem til den 1. december 2025.

  • Formålet med Skolevalg er at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.
  • Skolevalg arrangeres hvert andet år af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).