Unge vælgere vil have kortere skoledage og hårdere straffe

Unge vælgere vil have kortere skoledage og hårdere straffe

Nyhed

Inden 63.000 elever fra 8.-10. klasser over hele landet skal stemme ved Skolevalg 2017, skal de kæmpe for deres mærkesager. Særligt tre mærkesager hitter hos de unge.

Siden statsminister Lars Løkke Rasmussen skød valgkampen for Skolevalg 2017 i gang den 15. januar, har de 63.000 deltagende elever landet over kunnet vælge, hvilke mærkesager de er mest enige med. ’Kortere skoledage i folkeskolen’ kommer ind på en førsteplads som en sag, de unge vil kæmpe for i de kommende uger, tæt forfulgt af ’Hårdere straffe for vold og overgreb’. På tredjepladsen er mærkesagen ’Gør aktiv dødshjælp lovligt’.

Mest populære mærkesager ved Skolevalg 2017

  1.       Kortere skoledage i folkeskolen (14,1 pct.)
  2.       Hårdere straffe for vold og overgreb (14,0 pct.)
  3.       Gør aktiv dødshjælp lovligt (12,1 pct.)
  4.       Gratis psykologhjælp til unge under 25 år(8,9 pct.)
  5.       Fjern afgiften på elbiler(7,3 pct.)

Eleverne har kunnet vælge imellem 20 mærkesager, som handler om alt fra lovliggørelse af atomkraft til, om sexmobning skal på skoleskemaet. Hver elev skal vælge tre forskellige mærkesager, og på hjemmesiden skolevalg.dk har de unge flittigt diskuteret deres valg i den første uge af valgkampen.

”Noget af det der især kan motivere unge til at engagere sig i politik er en god sag med betydning for fremtiden eller kampen mod noget, man oplever som dybt uretfærdigt. Det gælder både lokalt og globalt. Disse sager er medvirkende til at motivere og give retning for fremtidens politiske interesse. Derfor er det vigtigt, at de unge diskuterer og prioriterer, og forsøger at koble deres engagement med et bestemt partivalg,” siger Johannes Andersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

 

Eleverne laver kampagner for mærkesager

I den kommende uge skal eleverne bygge valgkampagner op over deres valgte mærkesager og dele dem på de sociale medier for at skaffe opmærksomhed og opbakning.

I den sidste uge skrues der yderligere op for det realistisk element i valgkampen, når de ungdomspolitiske partier hver skal vælge tre mærkesager, som udgøre grundpillen i deres valgprogram for Skolevalg 2017. Elevernes opgave er så at vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdning, og som de derfor vil give deres stemme ved valget den 2. februar.

 

Valgaften på DR3 med Esben og Peter

Den 2. februar går de mange tusinde 8.-10. klasseelever til stemmeurnerne på deres skoler. Når stemmerne er talt op om aftenen samme dag, afsløres resultatet af valget i en livesending fra Landstingssalen på Christiansborg, hvor alle ungdomspartierne er samlet. Her vil Peter Falktoft og Esben Bjerre gennem to timer styre slagets gang med omstillinger til unge rundt om i landet og snak med politikere på Christiansborg. Det hele kan følges på DR3 og dr.dk 2. februar kl. 19-21.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af skolevalg.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >