Valgdagen:

I dag skal de unge til stemmeurnerne

Valgdagen:

I dag skal de unge til stemmeurnerne

Nyhed

Hvem skal styre Danmark, hvis elever i 8.-10.- klasser kunne bestemme? Det finder vi ud af i dag, når Skolevalg 2017 bliver afgjort.

Torsdag den 2. februar bliver vinderen af Skolevalg 2017 fundet. Skoleelever i 8.-10.-klasse over hele landet skal nemlig stemme på det parti, de er mest enige med. 

På valgdagen bliver der opstillet rigtige stemmebokse på skolernes valgsteder, og eleverne får udleveret stemmesedler som ved et autentisk valg.

 

Valgaften på DR3 med Esben og Peter

Om aftenen er der stor valgfest på Christiansborg, hvor resultatet af valget bliver afsløret. DR3 sender live fra valgfesten med Peter Falktoft og Esben Bjerre som værter. Huset fyldes af elever og politikere fra både ungdomspartier og partiledere fra de fleste af moderpartierne. 

Gennem to timer styrer Peter Falktoft og Esben Bjerre slagets gang, stiller om til unge rundtom i landet og interviewer politikere og andre gæster på Christiansborg.

Det hele kan følges på DR3 og dr.dk den 2. februar kl. 19-21. Valgfesten på Christiansborg er åben for pressen.

Umiddelbart efter udsendelsen kan man finde de lokale resultater for de enkelte kommuner på skolevalg.dk og dr.dk.

 

Valgfester i hele landet

Dansk Ungdoms Fællesråd og de politiske ungdomspartier arrangerer også valgfester rundtom i landet. Bl.a. på Korinth Efterskole på Fyn, Frøselvlejrens Efterskole i Sønderjylland, Farsø Efterskole i Nordjylland og Bjerget Efterskole ved Thisted.

På tre af skolerne har DR udsendt reportere, der vil rapportere fra landsdelene i løbet af aftenen.               

 

Eleverne stemmer mellem kl. 12 og 15

Valgdagen er afrundingen af en tre uger lang valgkamp, hvor eleverne har skullet vælge mærkesager, lave kampagner, deltage i debatter og sætte sig ind i partiernes politik. 

På valgdagen skal eleverne vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil give deres stemme. Valgstederne åbner kl. 12 over hele landet. Eleverne stemmer frem til kl. 15.

 

 

Pressekontakt

  • Christian Juul Lentz, tlf. 61 62 44 39, Christian.Lentz@ft.dk
  • Jonas Kangas, tlf. 61 62 49 40, Jonas.Kangas@ft.dk
  • Nynne Bisbjerg Himmelstrup, tlf. 61 88 47 25, Nynne.Bisbjerg.Himmelstrup@uvm.dk

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af skolevalg.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >